Dette efterår skrives der historie og anlægges nogle vigtige milepæle i fortællingen om min karriere. Derfor må det da være passende at skrive dette under min kategori “Til stregen”.
For det er jo det, det her er: Til stregen, filosoferer jeg.
Nu har jeg nemlig annonceret vidt og bredt til dem, der absolut skal vide det, AT JEG FLYTTER!
Jeg har fået andre lokaler til stregen, simpelthen. Efter at have leveret streg fra toppen ( uden elevator) og i 25 år har pisket ned og ikke mindst tilbage op til 5. sal med min tegnekuffert både tidligt og silde, hverdag som weekend fra denne seneste adresse for min virksomhed, glæder jeg mig helt utroligt. Det må blive verdens nemmeste flytning: Kontoret rykker nemlig 4 etager ned til gadeplan – i samme opgang, så jeg også fremover kan levere fra byens hotteste location i hovedstaden.
Bare hold ind og dyt…
Jeg har fjantet annonceret, at i fremtiden kan man bare holde ind ved fortovskanten for en karikatur, når man er på besøg i storbyen. Så kommer jeg drønende ud – eller også tegner jeg fra vinduet, så du ikke behøver at stige ud og bare kan kigge ud af vinduet.. Overdrivelse fremmer da forståelsen – men helt løgn er den service jo ikke!
Dugfrisk Drive-In service…
Hvis du besøger min Q&A side, finder du faktisk ved at klikke på galleriet, et foto af mig, der sidder lige præcis udenfor det kommende hovedkontor (!) på bagsædet af en bil og tegner som en gal efter et foto på en mobil! Hvad og hvorfor kan du læse i billedteksten derinde. En herlig historie, som er en af dem både givere, tegner og modtager husker… Det ville dine passagerer med sikkerhed heller ikke glemme. Nu forestiller jeg mig nærmest, at vi kommer ud i sådan noget veloplagt DRIVE-IN SERVICE, jo! Skulle du blive fristet til sådan en morskab, finder du ruten, der skal ind i GPS’en under Kontakt. (Giv mig lige en sms, når du er ved Rådhuspladsen) Nej, jeg kan se festlighederne for mig, skal jeg love dig…
Streg i øjenhøjde
Ih, hvor jeg GLÆDER mig til at komme i øjenhøjde med folk fremover!
Det bliver dog i den grad også fortsat muligt bare at sende mig et foto ( læs nu den Q&A, den er altså go’!) Og ellers kan du jo bestille bord på en af gadens cafeer og pifte, når du er der. Så kommer jeg over og tegner jer, hvis I er et selskab, som du får lyst til at overraske. Alt er muligt – jubii!
Det er bare at kontakte mig for et tilbud på løjerne lige med det samme. I mit galleri kan du jo se, hvad du kører i byen efter. Hvis du har besøg, er det jo godt nok en skæg oplevelse for dine gæster…
Jeg glæder mig til at se jer på bagsædet i 2025!!!