Siden november, hvor jeg lykkeligt annoncerede, at jeg flyttede min tegnestue ned til jorden efter 25 år på 5. sal uden elevator, blev der relativt stille på min nye blog. Nu skulle jeg i øjenhøjde! Der skulle dekanteres! Den gamle vin skulle på nye flasker! (Noget af vinen ramte godt nok i selvforsvar ganen under omhældningen til de nye flasker for at dulme nerverne…)
Kan det der virkelig tage 3 mdr.?
Der er jo ikke noget at sige til at spørgsmålet om, hvorvidt vi er ved at være faldet til (i betydningen: Har I fået alt på plads?) nysgerrigt er faldet et par gange de sidste tre måneder. Men svaret er derimod, at for hver gang, spørgsmålet faldt, var det i mellemtiden blevet endnu værre i den nye kulisse, der antog mere og mere form af en permanent byggeplads. Det skyldtes hovedsageligt, at der blev fundet flere ulovlige installationer mellem etagerne, som efterfølgende skulle skiftes ud, ændres eller helt fjernes. Og den operation gik først i gang i omvendt rækkefølge med en opslidende beslutningsproces med lidt for mange beslutningstagere – efter at vi selv var flyttet ind.
Efter tre måneder i støv nåede projektet i sidste uge sin ultimative all-time-low, da tredje og sidste lag af loft blev fjernet som optakt til et el eftersyn af de 40-60 årige installationer og samlinger. Det var nok her, at jeg selv blev glad for projektet og herefter mente, at der må have været en dybere mening med det hele: Det blev nemlig konstateret, at der tidligere havde været BRAND et sted i trækonstruktionen ved de gamle ledninger. Vi stirrede alle lige op på det forkullede træ ved samlingen og et gys gik igennem os. Nu er alt det farlige skiftet til sikker el – anno 2025.
Alle de huller, der er boret i lofter rundt i det nye residens, begyndte at blive lukket i går. Der blev vejret både morgenluft, fremtid og antydning af relativ optimisme. (Faktisk så meget, at jeg nærmest helt teoretisk fremrykkede en housewarming fra 2027 til 2026…) Men nu skal man ikke skyde bjørnen, før den er død eller hvad det hedder. Vi vågnede til endnu en ufrivillig udskydelse af færdiggørelsen i dag. Den var ellers så tæt på, at vi næsten kunne røre ved den og begynde at forestille os, hvordan det ville være at bo og arbejde uden op mod 5 håndværkere i huset.
Det slider på de kreative kræfter, og forventningen må undertiden optræde som oplader.
Fire trin og øjenhøjde
På trods af de uforudset langvarige benspænd, er potentialet til at få øje på.
Jeg tæller således stadig storgrinende de fire trin op og ned til min nye arbejdsbase dagligt. Og da jeg er en stor fan af at fylde skitsebøger med fashion, er der i kølvandet på begejstringen også opstået adskillige tegnede selfies i diverse gevandter, hvor de trin tælles…
I weekenden skal det nye arbejdsliv endelig på sin ultimative prøve, når den tunge tegnetaske for første gang skal luftes på vej til og fra en LIVE underholdningsopgave i en virksomhed (læs mere om min liveunderholdning med karikatur her). DET glæder jeg mig voldsomt til.
Hos tegneren får det en helt ny mening at “tænke ud af boksen” i år. Snart hænger flyttekasserne ikke længere i bremsen, og foråret er på vej. Tak til alle dem, der så interesseret både har budt velkommen og spurgt ind til projektet undervejs.
