Hvor er jeg topprovokeret idag. MetroXpress ligger godt i hånden, når man kører i metro i København og det gør jeg. Og så er der altså en overskrift, hvor MetroXpress gør hele erhvervslivet til talsmand for, at de ønsker ægte talent på scenen, tak.
Det, man harcellerer over, er talentshows. At der ikke vises nogen forskere, fordi det ikke er sexet at redde Afrikas befolkning. Resultatet er – og det kan man jo ikke blive uenig i- at unge kun søger berømmelse og studieværtjobs. Og det vil jeg MEGET gerne vende tilbage til.
I første omgang vil jeg dog hidse mig op over MetroXpress’ egen afslutning, hvor de lover læserne, at man i de følgende fredage vil sætte fokus på de talenter, der ikke larmer helt så meget som rappere og saxofonister. Til gengæld kan de noget, som Danmark og verden kan få gavn af.
Uforskammet
Min kæde springer fuldstændig lige der. Som kunstner med daglig gang i erhvervslivet er sådan en kommentar uforskammet fra et medie, der som alle andre profitterer ganske glimrende på udøvende kunstnere både på og udenfor scenen. Jeg behøver ikke gå længere end til månedens “KODA/DK”#3 for at se vigtigheden af kunstneres musik i erhvervslivet…Under overskriften “Musik betaler sig”, står det sort på hvidt, at erhvervslivet sælger mere, når der spilles musik. Og at den skal være langsom, fordi rytmen automatisk styrer kroppens hastighed gennem butikkerne. Og det er jo bare et af mange steder, hvor erhvervslivet ( herunder medier) og deres psykologer profitterer ganske enormt på kreatives evne til at skabe.
Det er selvfølgelig tydeligt at læse mellem linjerne, at “her har vi lige idag flikket en historie sammen, for at sætte mere fokus på forskning og forskere”. Historien er selvfølgelig ”VINKLET”, og mere er der ikke til det. Alligevel blir’ jeg gal. Jeg synes forskning er fantastisk spændende og har i den her forbindelse overhovedet ingen hår at krølle på nogen videnskabers hoveder. Jeg synes faktisk, at alle fag bør promoveres og gøres spændende, så unge finder netop den hylde, de brænder for.
Det, JEG reagerer på, er mediets underliggende tone af, at mennesker, der evner at rappe eller spille saxofon over een kam er spradebasser og pauseklovne hele bundtet. Mennesker, man kan grine ad og som iøvrigt ikke er en skid bevendt for noget vigtigt i samfundet – eller for erhvervslivet. Undertonen af at kunst er noget, vi bruger i pauserne, så vi ikke keder os. Og at det er alt, disse larmende mennesker i eller udenfor “Talentshows” er: Ligegyldige pausefisk.
Verden uden kunst
Jeg gad godt at se en verden uden kunst. Uden kunstneres kreativitet. Eller rettere: Jeg gad godt se, hvor langt erhvervslivet nåede uden. (I særdeleshed gad jeg at se MetroXpress leve uden). Forestil dig erhvervslivet uden grafikeren til at designe logoerne. Uden arkitekten til at tegne firmadomicilet. Uden møbeldesignerne, indretningsarkitekterne, skulptørerne, malerne, fotograferne, uden skuespillere til at træne læger eller sælge mobiltelefoner og laptops osv. osv. Og så uden — nå ja uden, musikerne, rapperne og alle de andre larmende elementer, der underholder erhvervslivet. Og som i overdrevent mange tilfælde verden over også ernærer op til flere virksomheder gennem deres talent.
Hvor mange mennesker kan een enkelt kunstner sætte i arbejde? Tag blot een eneste stor musiker og tæl det crew, der følger en kunstner, det antal hoteller, der tjener på kunstnerens tourne, de haller som samler store publikum for ikke at tale om alt det erhvervsliv, som befinder sig i periferien af blot een enkelt kunstner.
Men nu skal vi kigge på forskere, fordi de til forskel fra kunstnere kan noget, som Danmark og verden kan få gavn af”. Flot….
Freakshows
Derfra bliver man nød til at kigge på disse frea…undskyld talentshows. Hvor vore tv producere uden større protest fra kunstnere i den grad degraderer begrebet evne. I disse talenshows står et par få nøje udvalgte med evner ved siden af lige så nøje udvalgte, fattesvage freaks. Freaks vinder en smule i lyset fra folk med evner. Det omvendte gør sig ikke gældende. Og på den måde medvirker de få, som kan noget – efter min mening – i bedste mening og god tro til at gøre hele emnet til noget, man ikke kan tage alvorligt. Man deltager i et freakshow på linje med gamle dages cirkus med fremvisninger af skæggede damer m.m.
Dommerne lader somom det drejer sig om talent. De tror vist endda selv på det, de er ihvertfald meget inderlige omkring foretagenet, og det er jo i bund og grund fordi, de er skidegode mennesker. Men det drejer sig altså ikke om talent en lørdag aften i Primetime, kan jeg da forsikre enhver håbefuld kunstner om. Det er top-uartigt – overfor talenter mener jeg- at påstå, vi leder efter talenter.
Hvis man derimod kalder en skovl for en skovl og kigger på det, for det, det er, kan man få sig en glimrende gang underholdning. Så længe, man sørger for at lade egen fatteevne ligge i køleskabet, mens man lader sig underholde. Tager man ved et uheld observationsevnen med ind foran skærmen, bliver man dødtrist over at se de mange, dejlige mennesker, der rent faktisk nærer ægte håb om at slå igennem. SELVFØLGELIG tager de chancen i sådan et show! Og det ved producenterne og de psykologer, der udvikler disse shows.
Buuuuuh
Deltagerne tror, de er der for noget andet og mange af dem har det fedt med det. Fred være med dem. Producenterne tror muligvis endda, de er der for at producere underholdning!
Det, alle i virkeligheden dog deltager i, er indarbejdelsen og massepåvirkningen til gradvist at acceptere ideen om at blive stemt ud af et fællesskab. At blive buet ud, indtil ingen længere protesterer.
Det, som forældre forsøger at lære deres små børn ikke er iorden. Det, som ingen ønsker at opleve på arbejdspladsen eller i privatlivet. Det som ingen ønsker at opleve for sig selv eller andre i et samfund, vi endnu kalder frit.
I virkeligheden kigger vi hverken på talent eller underholdning lørdag aften. Vi kigger på en gradvis, men imponerende vedholdenhed i konstant optræning af hele befolkninger i at tænke og acceptere udelukkelse. Det bliver iorden at blive mere og mere skinger i den politiske debat, i de politiske udmeldinger i Danmark, i Europa, i verden. Til det punkt, hvor vi ingenting siger, for vi er blevet enige i fremgangsmåden og tonen.
I Danmark er mobning kun noget, små børn skal afholde sig fra, fordi de skal vokse op og blive gode, tolerante voksne.
Som hver lørdag kan sidde og se freakshows i sofaneseren og og juble over dem, der blev stemt ud.
Kan historien gentage sig?
Der er mange, der undrer sig over, hvordan 2. Verdenskrig opstod. Hvordan mennesker kunne anskue hinanden på den måde, hvordan det kunne gå så galt. Menneskerettighederne blev lavet for at undgå en gentagelse. Gode mennesker tror, at historie ikke kan gentage sig, hvis den er grusom nok.
Men hvordan nåede man der til?
Svaret ligger for mig at se lige foran øjnene af os hver lørdag aften.
