Hovedtræk

Her fik jeg altså en gaveindpakning, som det tog mig flere dage at få armene ned over. Temaet var helt relevant “Rejse”, for jeg stod midt i planlægningerne af et længere ophold i USA.

Ingen fødselsdag uden roser!

MEN SE SÅ, HVAD DER VAR PLACERET VED SIDEN AF BUKETTEN!!!!

Her er der altså arbejdet på eliteniveau med indpakningen!!!!

Der er brugt 2 spritnye røde legetøjskufferter fra Søstrene Greene. De er sværtet med skosværte og svamp. Der er opnået en patina, som giver indtryk af, at de har været med siden 1. Verdenskrig…. Kufferten her var – meget relevant- pakket “arab style”= bugnende og med snor omkring.

Alle de smukke gamle rejsemærker er fundet på nettet. De er printet ud og limet på kufferterne eller klistret på tykke papstykker, der er bundet på med snor. De stammer  bl.a. fra 40′ernes hoteller verden over og er et studie i sig selv. Der er gået mange timers arbejde ind i det her, men sikke en stemning!

På denne kuffert sad et boarding pass, som vakte min interesse….

Da jeg tog det ud, var jeg ved at flække af grin- hvor hurtigt kommer man lige igennem US immigrations på sådan et for tiden?!

Da jeg endelig nænnede at lette på låget og pakke ud, var bagagen spækket med spændende gaver- fyldt til randen!

Øverst lå en smuk, støvet silkebog, hvori der var en rejseguide til gavernes indhold. Mr. King of Wrap er selv mester i kryptiske teasere, og her manglede ikke “kryptering”, når jeg for hver gave via bog oversigten blev ledt til at gætte indhold ( forgæves).
Da hele kunstværket var pakket ud, havde jeg nu alt det, en støvet rejsende kan ønske sig af oppustelige rejsepuder, rejseskosværte, sygrej, toilettasker,MP3 afspillere, knaldromaner og meget, meget, MEGET mere!

Kronen på værket var dog, da giveren ønskede, at jeg skulle føle mig RIGTIG hjemme i det fremmede. Det var nærmest en anti- hjemve’s gave: Hvad der gemte sig i pakken var nemlig en fuldstændig gyselig rædsel af et hvidt plastik kukur af sweitzisk tilsnit med tilhørende gøg,  lodder og udskæringer. (Fuldstændig lige rejseuret, man står og mangler, når man skal til udlandet…)

Det kan vel ikke undre nogen, at gaveindpakningen idag udgør en ikke  helt uvæsentlig del af mit lille rejsetableau med stråhat og et vaskeægte kamera fra før verden gik af lave!

(C) Linda Gil 2011

Lise er en fantastisk kompetent og outgoing kvinde, jeg har lært at kende i de år, hvor jeg tegnede meget for reklamebureauer. Ihvertfald mødte jeg Lise på en opgave for en fælles kunde. Vi producerede igennem Lises fantastiske bureau Punch Design en del brochurer sammen.  GREAT FUN! Lise er et amerikansk multitalent og hun kan bare alt! Vi har holdt kontakten, meget er sket gennem årene og Lise har senest fået en cappuchinomaskine, som jeg på et tidspunkt fik den store fornøjelse at tjekke kaffen fra…

Det måtte kvitteres- SNART- blev vi enige om. Og så gik der noget nær et år… før jeg hev Lise til mit atelier. Hvor jeg ku’ byde på lunken kaffe, suk. Lise rev en værtindegave op ad lommen, jeg ikke helt havde set komme: ÆGTE ROSENVAND. PÅ EGET LABEL! Her ligger den ved siden af min kompensation for kaffen ( he, he):

Den duftede helt guddommeligt og det var som at stå midt i min mormors rosebusk igen altså. Og det var den ægte vare, ikke essens eller hvad det alt sammen hedder. Benovet spurgte jeg, hvad hun havde gang i.

Kemikaliefrie cremer
Så kan det ellers nok være at både tid og kage fik ben at gå på, mens Lise fortalte historien om, hvordan hun som totalt almindelig forbruger kom til at lave sin egen make-up. Fordi hun fik kedelige reaktioner af kemisk kosmetik. Derfor var hun begyndt at undersøge, hvad kosmetikindustrien rent faktisk putter i alle de dyre ( og billige) cremer.

Egentlig er det åndssvagt at måbe. Men jeg har aldrig tænkt på, man kan lave sin egen make-up, cremer osv. Det tror jeg heller ikke, mange andre kvinder har. Make-up er noget, man køber lissom… Faktisk troede jeg ikke på kvaliteten af naturlig make-up, før hun hev grejet af tasken og viste mig lipliners og øjenskygge, der både i kvalitet og konsistens så ud somom de var taget direkte fra dyre labels! Da hun begyndte at snakke om, at hun skam da blandede sine egne farver, havde hun tegneren i sin hule hånd:O)

Lise har helt enkelt fundet en passion for naturlig makeup og cremer, og jeg må sige, den smittede.  Jeg var et par kilo klogere på kemi og fusk i makeup industrien, da hun var gået. Nu kan jeg sige “hydrosol” og NÆSTEN vide, hvad det betyder ha ha. LisaLise producerer ikke makeup til andre, det er en alt for tidskrævende process. Det anbefaler hun, man laver selv, og hun har en masse tips der. Til gengæld producerer firmaet “creme on demand”, vil jeg næsten kalde det. Man kan kontakte dem og efter en snak med Lise få designet cremen, der passer fuldstændig til ens behov. Og den er simpelthen håndrørt- jeg mener: Har jeg set The Lab eller har jeg set The Lab?!

Besøget og bloggen
Jeg blev så inspireret, at jeg bare MÅTTE besøge The Lab, hvor Lise håndfremstiller sine vidunderlige produkter. Da Lise ovenikøbet hævdede, at min datter kunne fremstille sin egen foundation, var det afgjort: Min datter ville med! Og her er en af de smukke ting, vi så:

Nu dufter min datter af appelsinblomst og jeg af rosenbusk. På mine stærkt hærgede og toptørre tegneralbuer kæmper LisaLise’s 100% organic “Super Soft Body Butter” for igen at gøre dem præsentable. Jeg tror endda, den allerede virker…( Guuud, de er sgu da helt babybløde!!!!)

Lise blev heldigvis inspireret af min spontane måben: Hun startede simpelthen en blog om naturlig kosmetik, og jeg kan godt forstå, hun allerede får fanpost og stærkt interesse. 

Idag læser Lise makeup krukkers indholdsfortegnelser som vi andre læser kriminalromaner. På hendes skønne blog kan du læse hvorfor….
http://lisepunch.blogspot.com/search/label/Make-up
http://www.lisalise.com/

Anna Mazza (C) 2010

Jeg elsker Anna Mazza’s billeder. Anna rejser i hele verden med sit kamera og burde efter min mening vinde store priser for sine værker. Anna ser naturen  med en unik sjæl og skønhed gennem sin linse. Når jeg ser hendes billeder, ved jeg, at det ikke er kameraet, men mennesket bag, der betyder alt. Teknikken er kun et middel- den poesi Anna fanger, er noget ganske andet end teknik.

Anna kalder sig amatørfotograf. Ordet “amatør” må her dække over, at hun ikke lever af det! Jeg har set mange smukke naturfotos i min tid. Men ingen andre har rørt mig som Annas. Jeg får helt enkelt tårer i øjnene og blir’ bevæget, fordi de er så fulde af skønhed og poesi. Det har jeg ikke prøvet før med fotos af blomster og natur.

Anna Mazza (C) 2010

Jeg er begejstret over, at hun nu har åbnet sine gallerier, så andre kan lade sig betage af hendes arbejde. Selv er hun ganske overrasket over, at hendes billeder lynhurtigt er strøget til tops som de mest beundrede på websiden.
Jeg ved, hvad hun mener: Rigtig mange kunstnere aner ikke, at det, de kan er unikt. De tror, det er noget “alle” kan.

Når man ser hendes fotografier skal man vide, at de ikke er billedbehandlet. Den overvejende del af hendes fotografier fremstår ubehandlede.

Nyd Annas arbejde her( og giv hende den ros, hun fortjener): http://www.acdseeonline.com/folders_public.php?profileid=5544