Vores Kunst
I disse dage svulmer jeg naturligvis af national stolthed = min hjemstavns fædreland Ærø har i den grad opnået eksponering over det ganske land ved at vinde Kunstkonkurrencen! Jeg har over et par dage slugt samtlige udsendelser på nettet omkring projektet. (Det er jo store forhold, når man så samtidig kan få et glimt af både ens storesøsters veninde samt ens kusine – live!)
Men det var nu mere de rødvinsmossede EKSPERTERs kritik, der morede mig… Selvfølgelig kan DR ikke lave TV uden kompulsivt at skulle postulere en kontrovers. 3 mavesure kritikere var derfor engageret for at spille tøsefornærmede på elitens vegne. Derved fik dansken det indtryk, at kunstnere ikke kan lave kunst i samarbejde med NOGET menneske- for så er det pr. definition ikke kunst ifølge de her verdensfjerne eksperter. En højst besynderlig tilgang og indstilling til kunstnerens vilkår i et land, hvor der kun er plads til så og så mange “anerkendte” kunstnere under Statens vinger.
Der findes mange måder at begå kunst på, og for en professionel kunstner ( altså en der evner at LEVE af sin kunst uden bijobs) ligger der en lige så stor kunstnerisk udfordring i at arbejde under begrænsninger, som at arbejde frit fra eget univers.
Jeg synes at projektet- tanken- var livgivende tænkt. Jeg oplevede, at der fandt en seriøs stillingtagen sted med rigtig mange mennesker, der landet over glæder sig over og respekterer kunsten for den store inspiration, den alle dage har været. GLÆDEN ved kunst var eksponeret – og processen var interessant.
Her i København kan jeg så sammen med min kollega ærgre mig over, at det kun var Statsgodkendte kunstnere, der fik lov. Nu var projektet selvfølgelig ikke defineret sådan, for det ER jo Staten, der definerer og betaler ”rigtig” kunst.
Men her i København bløder vores hjerter alligevel en smule over, at mine ærøske landsmænd under afstemningen kun havde grafisk flade ( og for os TOP-fantasiløse) værker at vælge mellem. Kun når associationen Rasmus Klump hæftes på vinderkunsten- vinder associationen. Her forfalder man sgu selv til meningens vold! (Omvendt vil jeg så også være vildt positiv og sige, at det kunne have været m.e.g.e.t. værre)
Selv havde jeg gerne puttet skibet i en extremt stor flaske og omskabt hele skibet ind-& udvortes til en sejlende, aktiv oplevelse eller på anden måde arbejdet 3 dimensionelt med maleriet i den enestående mulighed for at nytænke på så spændende en flade. Vi følte her- fjernt fra det ærøske fædreland- at kunstnerne godt kunne have BRUGT fantasien.
Her var det næsten ordinære og forsigtige brugt på et vildt uordinært emne. Hvorved ærøboerne fremstod vildere end kunstnerne!!!! Her var jeg meget forbløffet over netop det ærøske valg af meget forsigtige kunstnere til netop denne opgave. Omvendt ved man heller ikke, om en kunstner evner at løse sådan en opgave, før man har set skitsen og der var formodentlig ingen fortrydelsesret.
Men man glæder sig over Ærø’s sejrsgang, entusiasmen og frem for alt eksponeringen af selve begrebet kunst. At høre kunstelskende danskere fra alle samfundslag landet over tale om kunsten og dens rolle med passion var som at finde vand i Sahara for seere med noget mellem ørerne.
Dejligt at se, at der findes modige mennesker på Ærø, som er sluppet afsted med at bruge FÆRGEN (= nationalklenodiet!) til projektet. Respekt!
(Der er illustreret med akvareller af ældre dato fra Ærø)
(C) Linda Gil 2011
