Hovedtræk

Find karikaturer af par her: http://www.lindagil.dk/Adwords/bryllup.htm

Anna Mazza (C) 2010

Jeg elsker Anna Mazza’s billeder. Anna rejser i hele verden med sit kamera og burde efter min mening vinde store priser for sine værker. Anna ser naturen  med en unik sjæl og skønhed gennem sin linse. Når jeg ser hendes billeder, ved jeg, at det ikke er kameraet, men mennesket bag, der betyder alt. Teknikken er kun et middel- den poesi Anna fanger, er noget ganske andet end teknik.

Anna kalder sig amatørfotograf. Ordet “amatør” må her dække over, at hun ikke lever af det! Jeg har set mange smukke naturfotos i min tid. Men ingen andre har rørt mig som Annas. Jeg får helt enkelt tårer i øjnene og blir’ bevæget, fordi de er så fulde af skønhed og poesi. Det har jeg ikke prøvet før med fotos af blomster og natur.

Anna Mazza (C) 2010

Jeg er begejstret over, at hun nu har åbnet sine gallerier, så andre kan lade sig betage af hendes arbejde. Selv er hun ganske overrasket over, at hendes billeder lynhurtigt er strøget til tops som de mest beundrede på websiden.
Jeg ved, hvad hun mener: Rigtig mange kunstnere aner ikke, at det, de kan er unikt. De tror, det er noget “alle” kan.

Når man ser hendes fotografier skal man vide, at de ikke er billedbehandlet. Den overvejende del af hendes fotografier fremstår ubehandlede.

Nyd Annas arbejde her( og giv hende den ros, hun fortjener): http://www.acdseeonline.com/folders_public.php?profileid=5544

Jamen gaver er skønne. Nogen gange sker det, jeg får lavet noget, der er så særpræget at det må fotograferes.
(Jeg ved dog ikke lige, hvorfor der teknisk er gået kage i billedplaceringerne her )

Her blev jeg bedt om at hjælpe med at lave et sengebetræk… Øhm, det er jeg så aldrig blevet bedt om før, men intet skal være mig fremmed! Så der blev lavet en karikatur af giveren i negativ. Brystvorterne var to hvide hjerteknapper og der var en lille g-streg på med nogen flæser.

Dynebetrækket var jo ikke mindre underholdende, og det må da være en herlig trøst at komme hjem til sådan en seng, hvis kæresten nu ikke lige er der i egen person…

Her fandt jeg en vanvittig smuk kugle.  Jeg puttede frisk mos i den. Fødselaren fylder ved påsketid, og jeg købte et trææg, der blev belagt med bladguld og placeret på mosset.

Her et  kig op i en skøn have. Her står et pilestativ, der er hævet til lidt større højder. Jeg fandt en usædvanlig smuk and i pil, der blev skruet på et rundt træ “låg”, som passede præcist til toppen af pilestativet.  Der blev skruet en krog under låget og bundet en grov snor i med en strandsten i bunden. På den måde blev låget med anden holdt fast, og stativet kunne undgå at vælte samtidigt.
Når fx. ærteblomster snor sig opad  det her, ser det vanvittigt smukt ud. Så hvis du falder over en smuk figur i pil, kan du jo lave en lignende gave til en lykkelig haveejer.

Jeg lærte Otto at kende ved et tilfælde.
Grafiker Mo Zwiefelhofer skulle i sit bureau i Sweitz bruge nogen legemshøje figurer af mennesker fra alle nationaliteter til opsætning i et hotel. I København var hun faldet over en sjælden bog med dragter fra hele verden, og med stor møje havde hun fundet frem til illustratoren Otto Frello, der boede i indre by. Jeg blev nu sendt hen til manden som kurer. Jeg anede intet om manden, og havde ingen ide om den talentmasse, der ventede mig.

Alene hans vidunderlige hus var en oplevelse. Når du lukker døren bag dig, sværger jeg at du kan høre historien. Du hører de hestevogne, der har passeret, stemmerne der er forstummet, alt sidder i disse smukke mure. Otto Frello tog venligt imod mig og en rejse ind i hans univers begyndte. Jeg har aldrig set noget lignende…

Han fortalte mig dengang, at efter hans arbejde med bøger for Politiken, havde han tegnet alt. Han var nødt til at lægge det fra sig og gå over i maleriet. Når man ser hans enorme arbejde, forstår man hvad han taler om: Der er helt enkelt intet tilbage at udforske som illustrator! Han har tegnet en bog med alle ædelsten i verden, en bog om alle dragter i verden og en bog om møbler- for ikke at nævne alt det andet. Men det her var nok for mig, jeg kunne helt enkelt ikke få luft:O)

Da han efterfølgende tog mig ind i sin malerkunst, forsvandt jeg i hans verden og har været væk siden. Lige som alle andre, der er så heldige at møde hans arbejde og univers, der er ufattelig spirituelt. Jeg er ret sikker på, han ikke selv opfatter det sådan, han er i det hele taget meget afslappet omkring sine værker, fandt jeg. Hvilket man ser i hans titler…

Jeg var så heldig at møde ham et par gange. Derhjemme talte jeg så meget om ham, at min lille datter ville møde ham. Han tog venligt imod min familie, der som jeg forsvandt fuldstændig i hans kunst. Vi fik lov at se hele hans smukke hus, og mødet står som noget helt specielt- som en smeltedigel af historie, vingesus og talent. På det tidspunkt boede vi netop omkring Højbro Plads, som han har lavet et af sine største værker fra ( synes jeg).  Måden, han har beskrevet historien på og besjælet den, siger mig forfærdelig meget. Værket ved siden af forestiller så vidt jeg husker hans søn, og det er også et af de storslåede arbejder.

Mange- rigtig mange- år senere besøgte Zwiefelhofer København igen. Hun kom stakåndet hjem til mig efter en tur i city og jeg kunne se på hende, hun havde fundet en decideret skat. Netop en dag var hun nemlig faret vild, og var landet foran den kirke, hvor samtlige Frellos værker var samlet i en udstilling. Formodentlig både for første og sidste gang! Hun havde sågar hilst på ham efter alle disse år! Hun hev mig med derhen.

Det er sjældent, jeg har den slags oplevelser. Men her trådte jeg ind i kirken og blev komplet overvældet af skønhed. Tårerne løb ned ad kinderne på mig og vi var begge stærkt bevægede. At se alle hans værker samlet og i så smukt et rum, var stærkt. Vi brugte mange timer der og fandt endda værker, vi ikke kendte. Vi fik et glimt af Frello i hans skønne arbejdskittel. Men han var denne dag i dyb samtale med en af sine mange beundrere, så jeg nøjedes med at nyde hans tilstedeværelse.

Du ved sikkert, at Varde Museum, har en hel permanent afdeling med hans værker. Se dem- for Guds skyld: http://vardemuseum.dk/dk.php/museer/varde_museum/

Jeg er så heldig at have nogen dejlige venner, der ejer et ægte fiskerhus, som jeg får lov at besøge. De har også en gæstebog, der må lægge sider til mine oplevelser, og sommeren 2009 var bare for lækker. Solen blev ved med at skinne, og jeg var allerede helt ude på et sidespor og burde have siddet i København ved mit tegnebord for længst!

Men nu var det alligevel snart weekend og noget – så jeg blev. Efter at have taget afsked een gang allerede i gæstebogen, måtte denne tegning ind, og den er der klukket meget og længe over….

(Whoops: Alle illustrationer: Copyright Linda Gil )

Jeg har jo som professionel karikaturtegner tegnet mange tusinde ansigter live.
Hvor lærer man sådan noget? By doing. Men hos mig kan deltagere nu lære det. Jeg har ihvertfald lavet en teambuilding for virksomheder, og den udvikler sig til en oplevelse, man ikke lige havde regnet med. Man undervises her af en tegner, der er dygtig nok til at have levet professionelt af det siden 1998. Her tegner vi med andre ord for at lære noget. 

Det er en workshop, der egner sig til eksport- jeg har med andre ord rejst i landet med den og gør det gerne igen.

Kritik
Der lå i starten ikke nogen dybere tanker bag denne workshop- det kom der til  gengæld, da den først var lavet og leveret. Man tænker ikke lige over det, men mennesket starter faktisk med at tegne. Og hvad tegner det? Ofte ansigtet- det forsøger at tegne noget, der ligner noget. Og så er det muligt den lille selv er stolt af sit værk. Det er muligt, at dette lille menneske er særligt hårdhudet, og derfor ikke hører de kommentarer, værket får. Men der eksisterer rigtig mange ækle fædre, mødre, onkler, tanter, søskende og lærere, der på den ene eller den anden måde langsomt får vristet blyanten fra det unge menneske. Gennem kritik, nedladende kommentarer, ignorering og meget andet. Langt de fleste lægger forsøget på at være kreativ fra sig meget tidligt i livet, og mister troen på, de kan. Måske forsøger de i det skjulte- de fleste gir’ op. Men drømmen om at kunne få noget til at ligne noget er intakt og det er den, jeg arbejder med i denne workshop.

De store følelser
Der er uendelig voldsomme følelser forbundet med det at tegne. Folk fåruden at overdrive tyndskid og koldsved ved tanken. De “ved” jo, de ikke kan. Af den grund, holder arrangøren som regel – efter mit råd- indholdet hemmeligt, indtil vi starter sådan en workshop her. Dem, der har kraftigst lyst til at flygte skrigende væk, er som regel også dem, der har oplevet de største nederlag – og dem VIL jeg have oplever det her!!!

Alligevel kan jeg ikke lade være med at drille deltagerne kærligt i min introduktion. (Det kan man så kun tillade sig, når man ved at det vantro, introen gir’, vendes til realitet på lyntid…). Jeg starter ihvertfald med at fortælle deltagerne, at de om 3 timer både har lært at tegne et ansigt, har tegnet et naturalistisk portræt, en ægte karikatur OG malet et portræt af en kollega- der ligner. Ansigtet er det sværeste, man overhovedet kan gå i gang med overhovedet, fortæller jeg, og at tegne det forfra er sværest. Og alt det er, hvad vi skal lave… Mens deltagerne besvimer og får koldsved, smiler jeg djævelsk.  Workshoppen er i gang.

Deltagerne tror selvfølgelig, jeg er sindssyg og fuld af løgn. Men 3 timer senere kigger folk sig tilbage over skulderen på den imponerende produktion og sir’ “DET var li’ godt satans!”. Som underviser er jeg faktisk selv hver gang næsten lige så overrasket over at det lykkedes for alle- men også kun næsten.

Det kan ikke lade sig gøre!
Jeg er uendelig glad for, jeg ikke forud for NOGEN af mine workshops har talt med nogen “eksperter” om indholdet. På den måde har jeg aldrig været klar over, at det, mine deltagere laver på disse teambuildings ikke kan lade sig gøre.  Men det har jeg en universitetsuddannet kunststuderendes ord for, og jeg er så glad for, jeg ikke vidste, det var umuligt…  Hun nægtede faktisk at tro på, at deltagere kunne producere fuldt færdige malerier ( læs om mine Kunstworkshops) eller kunne opnå lighed i ansigter på 3 timer. Jeg var nødt til at bede hende tjekke produkterne efter hele to workshops for at beskue resultaterne.

Handlingslammet
Det fik mig til at filosofere en smule over tanke kontra action. Jeg har mødt en del mennesker, der er uddannede i kunst. Jeg er autodidakt, men er tit den eneste i disse selskaber, der lever af min kreativitet. Jeg tror, man kan blive fyldt med så meget signifikans, at man begynder at tænke for meget. Gøren bliver til noget, der først må analyseres, før det kan udføres. Inden man er færdig med disse udregninger, er toget kørt og man er blevet “ekspert” eller kunstkritiker i stedet for at skabe.

I denne workshop kan man sige, deltagerne tvinges ud over dette niveau, for der er helt enkelt ikke tid til at tænke. Og fordi de ikke har tid til at tænke, GØR de. De lægger slet ikke mærke til, hvad de har gjort, før de vender sig om på vej ud af workshoppen.

At se
Der sker faktisk noget, når folk kigger på hinanden, det er højst besynderligt. Når man kigger på hinanden for at SE. Måske er det i virkeligheden endda det magiske øjeblik, der gør at jeg er fortsat som karikaturtegner. For når der sætter sig et menneske overfor mig sker der noget. Pludselig finder jeg noget at holde af. Pludselig finder jeg noget, der er SMUKT! Inden jeg får set mig om, sidder jeg nærmest og og blir’ hamrende forelsket i det liv, der sidder overfor mig. Det er virkelig magisk.

Det samme sker for mange deltagere, selvom de jo udmærket ved, hvordan kollegerne ser ud. Vi tror, vi ser. Rigtig mange opdager dog, at DET GØR DE FATISK IKKE! Pludselig opdager nogen, at hende nede fra regnskab simpelthen har de smukkeste øjne inde bag de mørke briller. Eller at produktionschefen har de frækkeste smilehuller. Det kan være en højst besynderlig oplevelse pludselig at se hinanden.

Modeller, der skal karikaturtegnes, ses. Man er nødt til at være tilstede i nuet, ellers går tolkningen helt galt. Og her finder man som karikaturtegner, at der findes vitterligt mennesker, som aldrig er blevet set! Især mænd. Mænd er det mest oversete, der findes, kan jeg godt afsløre. De mange, der rødmer foran mig, gør det kun fordi jeg SER dem. Så nogengange vælger jeg at kigge ekstra længe. Jeg tror det er vigtigt at blive set, ikke bare noteret….

Se verden som den er
At tro, man ser dem, man kender godt, er ikke noget, der kun er forbeholdt andre. Jeg fik selv en skræmmende oplevelse et godt stykke inde i min karierre som karikaturtegner, da jeg besluttede at give en gammel ven en livetegning i fødselsdagsgave. Jeg vidste jo, hvordan han så ud for pokker, og da jeg kom til festen direkte fra en opgave, måtte det her blive min gave- en smal sag! Lige indtil han satte sig og jeg så på ham- det var faktisk et shock. Han så jo slet ikke sådan ud, som jeg FORESTILLEDE MIG!!!

Derfor så karikaturen til min skræk heller ikke ud, som jeg havde forestillet mig den ville hjemmefra. Jeg var faktisk dybt skuffet over mit arbejde og det gik mig på. Jeg undskyldte. Ringede brødebetynget op næste dag og tilbød den stakkels ven at få lavet en ny karikatur. Og der blev det fortryllende, for det ville han ikke ha’! Han havde kigget på den længe og havde erkendt, at det var sådan det var. Sådan så han jo ud og han skulle fa’me ikke ha’ en ny. Jeg var faktisk lidt fortvivlet og forstod ingenting. Indtil det gik op for mig, at det er sådan, det er: Den verden, vi er vant til, holder vi op med at anstrenge os med fortsat at kigge aktivt på.

Hvis det forholder sig sådan, er der nærmest ikke noget at sige til, at det kan gå skævt både i forhold, samarbejde, i erhvervslivet og i verden. Hvis man fortsat skal kunne styre sin lille del af verden, må man se verden som den er. Ikke som man tror den er. Hvis andre end jeg ender i sådan nogen tanker efter en Ansigtsworshop, er det skønt, men ikke garanteret. Det er til gengæld garanteret, at man lærer teknikker til at tegne ansigter med, og at det er skægt at få øje på sine kolleger!

Den første månelanding!
Så selvom det er skideskægt på denne workshop, rører det faktisk ved nogen dybere aspekter, som jeg ikke lige umiddelbart havde forholdt mig til, da den blev udviklet:O) Men det gør det bestemt ikke hverken mindre underholdende, brugbart eller lærerigt for deltagerne at tankerne er tænkt. Værkerne skaber en masse forøget kommunikation og kontakt mellem mennesker i de virksomheder, de hænger i, for de er jo totalt morsomme.

Når man ser dem, skal man lige huske på een ting: De er lavet af deltagere, der ved ankomst 3 timer tidligere kunne tegne tændstikmænd. Det, du kigger på, svarer til den første månelanding. Intet mindre. Jeg synes, deltagerne er SINDSSYGT dygtige!!!
Er det ikke vildt?

Jeg har lavet teambuildings for virksomheder i en årrække. Ikke mange fordi det er en nieche i resten af mit kunstneriske arbejde. Men jeg elsker dem. De er dog meget forskellige, og man nærmer sig vidt forskellige oplevelser. Selvom jeg er en festlig person, gemmer der sig seriøse tanker bag det meste, jeg sætter i værk som kunstner. Mine tanker om æstetik kommer klart til udtryk i min Kunstworkshop.

I denne teambuilding forsøger jeg at bringe virksomheden op til kunsten og ikke bringe kunsten ned i virksomheden. Jeg mener alle mennesker ( og medarbejdere!) har en skaberevne og en æstetik iboende. Det fik jeg for nogen år siden fik lyst til  at hive frem i nogen helt anderledes teambuildings.

Kunsten som staffage
Måske var det oprindeligt også en slags protest fra mig som kunstner. Kunst bliver ofte staffage. På virksomheders vægge, hvor der hænger abstrakt kunst hypnotisk udvalgt fra metervarer, ved indslag under arrangementer, konferencer osv. Kunst og dem, der udøver den, puttes i nogen sammenhænge ind i programmer alene som useriøse klovnerier. Alene gennem måden de præsenteres på eller er sat ind i programmet, hængt på væggen- eller i det hele taget er udvalgt på. Der findes mange, mange kunstelskere i dansk erhversliv, det må understreges og jeg beundrer dem, som de beundrer og viser kunstnere respekt. Men kunst kan -og bliver ofte- degraderet til noget, der lige kan fyres af ” inden vi erhvervsfolk og beslutningstagere blir’ rigtig seriøse”. Somom det er  tidsfordriv- ikke noget, man kan erkende livet igennem.

DEN holdning opponerer jeg imod, for æstetik er en af mange veje mod visdom.

Æstetik skaber energi Egentlig startede det hos mig blot som en tanke, hvor jeg nøjagtig vidste, hvad forløb, jeg gerne ville lave. Det var først langt senere, at jeg fik mulighed for at afprøve mine ideer, og historien er morsom. Jeg blev kontaktet af en kunde, der gennem et kik på mit øvrige arbejde vurderede, at jeg ville kunne lave en teambuilding for direktører fra 2 store virksomheder. Hvilket han havde ret i. Vi havde loftet på udstillingsbygningen “Den Fri” på Østerbro til rådighed. Der var kun den hage ved sagen, at kunden var MEGET nervøs for, hvorvidt en af de mere kritiske deltagere ville føle sig fornøjet gennem forløbet. Derfor havde han indkøbt mange liter god, fransk rødvin, som jeg fik strenge instrukser på at nøde deltagerne med til enhver tid under min workshop….

Workshoppen startede med en udsøgt frokost, hvor jeg underviste deltagerne i de redskaber, en maler har til rådighed.  Herefter blev samtlige direktører klædt i hvide rumdragter og sluppet løs på lærreder med nogen temaer. Hvorefter jeg gik i gang med dagens vigtigste opgave i forhold til min kundes agenda: At få dem til at tømme vinlageret… Efter ca. 10 minutter vendte en af direktørerne sig fra lærredet og snerrede: “Kan du for helvede ikke holde kæft med det rødvin- vi har ikke tid- VI MALER!!!”. Resultatet var, at der ikke blev åbnet een eneste flaske vin under den 4 timer lange seance.

Der vidste jeg, at der ikke skulle rettes et komma i min Kunstworkshop.

Siden har resultatet været det samme hver gang. Skeptiske, trætte og måske endda uinteresserede deltagere kan møde op til denne kunstworkshop. Ofte efter lange dages forhandlinger på konferencer o.lign. Mens jeg underviser vågner de. Men når de derefter sendes til lærrederne for at male, sker der noget forunderligt med disse mennesker. De ændrer sig, bliver summende kreative, stærkt interesserede, aktive og optagede af den verden, der åbner sig.

Tema: I gang

Æstetik som middel til erkendelse
Kunstworkshoppen er forrygende, fordi den arbejde på mange planer, der både er langtidsholdbar for virksomheden, for medarbejdergruppen og for den enkelte på samme tid. Dels skal medarbejderne i deres små hold arbejde visuelt over et tema, jeg oftest har bedt direktøren eller afdelingslederen om at udvælge. Dels oplever man kolleger i et helt andet element og opdager skjulte kompetencer og de tvinges til at samarbejde og tænke på nye måder. Dels ser jeg gang på gang, at deltagerne putter meget smukke ønsker for deres arbejdsplads ind i fremtiden. Hvis flere modvillige direktører var klar over dette, ville de tænke sig om 2 gange, før de fravælger denne teambuilding fra budgettet. Deltagerne placerer en fælles fremtid der, som de har taget stilling til, ligesom de tager stilling til nuet og den måde, man er kommet frem til det nu på. Men hver enkelt medarbejder har midt i alle disse fælles projekter også mange personlige, eftertænksomme øjeblikke undervejs i forløbet. Øjeblikke, hvor personen erkender ting for sig selv, som kun han eller hun kender til. Disse øjeblikke holder jeg øje med og glædes over, når jeg ser dem opstå, for en gruppe består af individer. Erkender det enkelte individ ikke noget omkring hans evner til at skabe, har gruppen/virksomheden som helhed ikke vundet megen kollektiv erkendelse, der kan bringe den fremad. Mit mål er jo helt enkelt at vise hver deltager, at han rummer en kreativitet og evne til at skabe, alene og sammen med andre. Jeg vil gerne inspirere til, at man tager denne skabertrang med sig og bliver mere kreativ og skabende i sin hverdag. Dansk erhversliv ville vinde så meget og blive så meget mere dynamisk, hvis alle turde!

Erkendelser
Det er sket, at jeg har hørt om deltagere, der efter workshoppen har sagt, at de har fået lyst til at skabe igen. At de kom i kontakt med noget, de havde glemt, de havde og kunne. Andre er gået derfra med en stærkt forøget respekt for kunstnere generelt. Få aner, hvor disciplineret en kunstner i virkeligheden må arbejde, for at skabe kunst. Hver gang, jeg har bidraget til øget respekt omkring kunstnerisk arbejde, er jeg glad. Alle går derfra med nye redskaber til at læse og forstå den kunst, de møder i hverdagen og på deres arbejdsplads. Der er chance for at den kunst, virksomhederne investerer i kan erkendes og afkodes lettere og på den måde gi’ deltagerne endnu mere glæde i hverdagen. Glæden ved efterfølgende at tolke og hjemføre de nye malerier til virksomheden er altid stor. Samtidig betyder kunsten noget også for virksomheden. For kunsten bruges og tjener som daglige reminders på vigtige temaer på en måde, som et referat i en skuffe ikke evner. Kunsten blir’ aktiv- ikke staffage.

Tro på dig selv
Jeg har selv haft store oplevelser med æstetik, mens jeg malede under den italienske malerinde og æresdoktor i kunst, Claudia Tintorri. Hun åbnede min verden til kunst og til en begyndende forståelse af hvad der er min særlige beskaffenhed. Ind i den process lærte jeg- eller rettere konstaterede jeg- at når man rammer æstetikkens bølgelængde rent, sker der noget. Da rammer man sig selv ufortyndet, uden filtre og opnår en ærlighed omkring beslutninger i nuet, der vitterlig fungerer, fordi de er helt i pagt med een selv. Der tager man de rigtige beslutninger uden at tænke. Den æstetiske bølgelængde svinger simpelthen meget fint- så fint at den lægger sig tæt på det, jeg jo personligt mener, man maler med: Sjælen.

Tanker stopper og kan få een til at mistro sine beslutninger. Altså alle second thoughts! Min konklusion var, at individet grundlæggende set må vide hvad der er rigtigt for ham eller hende og at man kan opleve dette, når man er heldig at ramme præcist den bølgelængde. Bare for sjov vægter jeg derfor den første tanke, der opstår under maleprocessen og ber’ folk tro på, at det var den korrekte beslutning.

Mit forslag til større effektivitet i erhverslivet?
Jeg forsøger at overføre den indsigt til mine deltagere ved at give dem et tidspres at arbejde under. Et tidspres, der er tilstrækkeligt til, at de pinedød er nødt til at tage nogen beslutninger og ikke stå og tænke og tvivle. Jeg forsøger at få dem til at opleve, at deres valg er rigtige. De blir’ bedt om at tage dette synspunkt med tilbage til deres arbejdsliv ( samt til de stakkels kolleger, der venter på beslutninger!) I virkeligheden er det måske mit lille indslag i kampen om større effektivitet på arbejdspladsen…:O)

Det var en stor dag for mig, da en deltager efter en workshop delagtiggjorde mig i sine tanker og erkendelser. Hun havde faktisk erkendt for sig selv undervejs i arbejdet ved lærredet, at det forholdt sig sådan: At man kan tro på sig selv og sine egne beslutninger.

Så bliver det for mig helt enkelt ikke større.