Hovedtræk

Jeg er  i gang med et større projekt- nemlig udvælgelse af nye karikaturer til de mange slideshows på min hjemmeside http://www.lindagil.dk/. Det er en KÆMPE opgave – og dødsvært at vælge, når man siden 1999 har tegnet så mange tusinde ansigter som jeg har med underholdningskonceptet De Splittergale Tegnere ®

Jeg slår knuder på mig selv i processen. Hvor langt de fleste viser showpieces af kendte mennesker gør jeg ikke-  jeg viser de mennesker, jeg har tegnet på opgaver som professionel karikaturtegner. De er oftest tegnet live. Resten er karikaturer tegnet til kunder efter bestilling fra foto. Jeg har ingen showpieces. Det eneste kendte ansigt, der ikke er tegnet til en bestilt opgave er faktisk ham her:

 …og nu slås jeg med, om jeg vil tage ham med. Men måske gør jeg det- for han er tegnet i den kvalitet som kunder kan forvente at blive tegnet i hos mig. 

Markedsføring
Når man er på udkig efter tegnere på nettet, skal man ihvertfald kigge godt efter. Man bør som bestiller bl.a. være interesseret i, hvordan karikaturer til rigtige kunder ser ud- og der skal man ofte helt til bunds på siderne for at finde ud af, om kvaliteten er den samme.

Ham her- og en del andre topkokke ku’ man finde på menukortet i udsendelsen Spise med Price- kokketræf på Falsled ( DR, 26.12.11)

Er det ikke….
Jeg har hørt de mest morsomme gætterier under arrangementer i erhvervslivet om, hvem der var hvem i mine brochure. Ingen har helt kunnet få det til at passe at det skulle være….. Jeg har som regel stoppet gæsterne, inden der gik væddemål i den- for nej, de kender ham ikke: Han er tandlæge i Østjylland og jeg husker ikke hans navn. Og damen der- nej det er ikke Angelina Jolie, det er en skide smuk kontormedarbejder på Lolland. Ham der til gengæld, joh, det ER Per Larsen og ham der er også forhenværende minister Bendt Bendtsen- leveret på virkelighedens opgaver.

Jo det er da!
Til gengæld har jeg også oplevet at en “ukendt” faktisk er blevet GENKENDT i min brochure under en opgave! Ligesom jeg selv er blevet genkendt på gaden alene ud fra den karikatur en kollega har lavet af mig. Den findes på bagsiden af min brochure, som damen havde fundet et sted i byen.

I mine nyheder er det blevet sådan, at jeg er blevet nød til at give karikaturer bjælker på, hvis de er gaver, som først skal gives i den månede, nyhederne udgives til mine læsere. Det griner jeg meget af. Her er så en af de mere fjollede udgaver fra et nummer i efteråret 2011:

Elefanten var del af en større karikatur, der blev vist måneden efter. Mens ham her… simpelthen beholder bjælken på!

Under processen med at lede i de mange filer kom jeg til at tænke på det fede øjeblik i karrieren, hvor jeg gik på gaden og pludselig indså for mig selv, at jeg kan tegne hvem som helst i den her verden med en vis sikkerhed for, det går godt- kendt eller ej. Det var en stor faglig frihed at nå til efter mange år i branchen. Selvom hvert ansigt er en udfordring, man må gå til med en største ydmyghed for at fortolkningen bliver god.

Håndværk – ikke stangvarer
Det er jo håndværk, selvom der ofte kræves mere af en tegner end af en fotograf. Hvis fotos ikke helt ligner lyder det oftest, at det er fordi man ikke er fotogen. Hvis en karikatur derimod ikke ligner, kan tegneren ikke tegne, lyder det! Fotografer vil måske være uenige i min udlægning. Men pudsigheden her kender flere af de dygtigste live-tegnere ihvertfald. I disse tider forventer nogen måske også at betale for A- men kvaliteten må godt være B. 

Den mest tragikomiske kommentar i den boldgade var nok, da en privatkunde under en forespørgsel forarget, nej faktisk helt fornærmet udbrød: “…jamen- dine er de bedste  jeg har fundet, men de er meget dyrere!” . Okey…? Det ulogiske i reaktionen fik mig til at overse komplimenten- jeg blev helt paf!

Det ligger jo nok sådan, at hvor der i al anden produktion er en avance, der sagtens kan skæres i til slagtilbud ( hvor sælger alligevel tjener NOGET), tænker ”pruttere” ikke på, at hvert værk fra en kunstner er det eneste i verden- fremstillet fra bunden kun til bestilleren. Der er ikke mindre arbejde i værket for kunstneren, fordi kunden vil have det hele for det halve! Når det forklares, kan det selvfølgelig (oftest) forstås. Men lige så ofte må man ende med at levere en kvalitet, der modsvarer forventningen udtrykt i honorar…. Jeg plejer at sige, at jeg også tegner skideflotte tændstikmænd (A).

Oftest består kunsten dog for kunden i at sikre en ordentlig beskrivelse af opgaven og dens formål. Der er jo forskel på, om noget skal bruges til en privat sang eller om det er flere virksomheders fælles gave til en jubilerende  samarbejdspartner.

Heldigvis er der flere, der korrekt synes at det er alt for billigt. Man møder det hele som professionel freelance.  Een ting er sikkert- kontakter man en professionel ligger der en vis garanti for tifredshed indbygget i bestilling og pris. Og det gælder jo alle fag, der overlever. Hvilket man også som bestiller bør have i baghovedet…

Udvælgelsesprocessen  til slideshowet fortsætter ihvertfald. Hvad der ender med at blive valgt, kommer nok stadig til at gå mere efter arbejdet end kendthedsfaktoren, kan jeg mærke på mit vand. Du kan jo gå og tjekke, hvad det endte med på karikatursiderne http://www.lindagil.dk/Karikatur/karikatur.html

(C) Linda Gil 2012

E-numre og samleobjekter…
I et tidligere indlæg kunne man finde min amerikanske passion: Jeg begyndte at samle på KAGER! Altså billeder af kager. Så da jeg for 14 dage siden returnerede til Florida, var første stop selvfølgelig den ufattelige kagedisplay i mit lokale supermarkede- og jeg blev ikke skuffet!

Thanksgiving
Jeg var ikke helt forberedt på at jeg landede i butikken dagen før Thanksgiving, men det var tilfældet. Og der findes ikke den lejlighed, som ikke bliver fejret i amerikansk, selvlysende flødeskum- så vupti: Op med kameraet!

“Er det MARCHMELLOWS!?”, tænker den vantro dansker. Og ja, det er det da!

Her får begrebet “ostekage” en ny betydning…

UHA!
Og nu er det så, at samlingen blev udsat for boykot. Pludselig blev turisten prikket på skulderen og fortalt, at man sandelig ikke måtte tage bileder af kagerne! Så det er altså med andre ord ILLEGALE og fuldstændig billeder, der afslutter min forbløffende samling amerikanske E-numre!

Igen- den kan ikke ses uden at der også denne gang afsluttes med GELEranden. Denne gang fandt jheg ikke kun en pakning med blå gele- næh her slutter indlægget med et festfyrværkeri fra flere HYLDEMETER med gele….

VELBEKOMME…

(C) Linda Gil 2011

I disse dage svulmer jeg naturligvis af national stolthed =  min hjemstavns fædreland Ærø har i den grad opnået eksponering over det ganske land ved at vinde Kunstkonkurrencen! Jeg har over et par dage slugt samtlige udsendelser på nettet omkring projektet. (Det er jo store forhold, når man så samtidig kan få et glimt af både ens storesøsters veninde samt ens kusine – live!)

Men det var nu mere de rødvinsmossede EKSPERTERs kritik, der morede mig… Selvfølgelig kan DR ikke lave TV uden kompulsivt at skulle postulere en kontrovers.  3 mavesure kritikere var derfor engageret for at spille tøsefornærmede på elitens vegne. Derved fik dansken det indtryk, at kunstnere ikke kan lave kunst i samarbejde med NOGET menneske- for så er det pr. definition ikke kunst ifølge de her verdensfjerne eksperter. En højst besynderlig tilgang og indstilling til kunstnerens vilkår i et land, hvor der kun er plads til så og så mange “anerkendte” kunstnere under Statens vinger.

Der findes mange måder at begå kunst på, og for en professionel kunstner ( altså en der evner at LEVE af sin kunst uden bijobs)  ligger der en lige så stor kunstnerisk udfordring i at arbejde under begrænsninger, som at arbejde frit fra eget univers.

Jeg synes at projektet- tanken- var livgivende tænkt. Jeg oplevede, at der fandt en seriøs stillingtagen sted med rigtig mange mennesker, der landet over glæder sig over og respekterer kunsten for den store inspiration, den alle dage har været. GLÆDEN ved kunst var eksponeret – og processen var interessant.

Her i København kan jeg så sammen med min kollega ærgre mig over, at det kun var Statsgodkendte kunstnere, der fik lov. Nu var projektet selvfølgelig ikke defineret sådan, for det ER jo Staten, der definerer og betaler ”rigtig” kunst.

Men her i København bløder vores hjerter alligevel en smule over, at mine ærøske landsmænd under afstemningen kun havde grafisk flade ( og for os TOP-fantasiløse)  værker at vælge mellem. Kun når associationen Rasmus Klump hæftes på vinderkunsten- vinder associationen. Her forfalder man sgu selv til meningens vold! (Omvendt vil jeg så også være vildt positiv og sige, at det kunne have været m.e.g.e.t. værre)

Selv havde jeg gerne puttet skibet i en extremt stor flaske og omskabt hele skibet ind-& udvortes til en sejlende, aktiv oplevelse eller på anden måde arbejdet 3 dimensionelt med maleriet i den enestående mulighed for at nytænke på så spændende en flade. Vi følte her- fjernt fra det ærøske fædreland- at kunstnerne godt kunne have BRUGT fantasien.

Her var det næsten ordinære og forsigtige brugt på et vildt uordinært emne. Hvorved ærøboerne fremstod vildere end kunstnerne!!!!  Her var jeg meget forbløffet over netop det ærøske valg af meget forsigtige kunstnere til netop denne opgave. Omvendt ved man heller ikke, om en kunstner evner at løse sådan en opgave, før man har set skitsen og der var formodentlig ingen fortrydelsesret.

Men man glæder sig over Ærø’s sejrsgang, entusiasmen og frem for alt eksponeringen af selve begrebet kunst. At høre kunstelskende danskere fra alle samfundslag landet over tale om kunsten og dens rolle med passion var som at finde vand i Sahara for seere med noget mellem ørerne.

Dejligt at se, at der findes modige mennesker på Ærø, som er sluppet afsted med at bruge FÆRGEN (= nationalklenodiet!) til projektet. Respekt!

(Der er illustreret med akvareller af ældre dato fra Ærø)
(C) Linda Gil 2011

Billedet er taget til ære for stakkels mormor på landet, der nu kan leve heeelt afslappet i sikker forvisning om, at barnebarnet bor trygt i København!

Vi havde en del grin med at få det taget under et kig på en lejlighed på Nørrebro. Fotoet opfylder jo enhver fordom overhovedet omkring visse forskræmte danskeres opfattelse af nationens forfald osv. Og det går også rigtig godt- indtil man finder ud af, at sheikerne var en gruppe danske blegansigter, der vist var klædt ud til en polterabend…

Undskyld, jeg kom til at ødelægge billedet.

(C) Linda Gil 2011

Jeg spidser altid ører, når en kunstner SIGER noget.

I USA lægger kunstneren Chill E.B. lægger ikke fingrene imellem i sin musik.
Du kan opleve hans seneste musikvideo ved at klikke på logoet:

I en kronik i cybergalleriet.dk sidste år, lagde jeg ikke skjul på, at jeg er imod at kunstneres kreativitet dræbes af psykofarmaka. Du kan læse synspunktet her.

Det er passende at slutte af med Wulff & Morgenthaler for hvem det her kunstnerisk lykkes at føre en sjældent spids pen over branchen. Desværre tror jeg egentlig bare, tegnerne selv synes, det er morsomt. Og det er det jo egentlig også… Jeg synes ihvertfald, den her er lårklaskende morsom!

Men det er morsomt, indtil man oplever det her selv.
I den branche er der rige muligheder, for at ende som ugle:

Define better!

En eller anden desperat skælm på Ekstra Bladet har nu fundet løsningen på avisens dalende indtægt.
“Vi smider sgu Thorning & Løkke ind uden tøj på!” har han brølet ud i redaktionslokalet. Han minder mig om Peter Andersen fra min hjemby.

Trikotage fasionista
Pæ Åhnen hed han, for sådan siger man det navn på ærøsk.  Pæ Åhnen drev en trikotageforretning på bakken og havde lidt af hvert, kan jeg garantere. Vi var alligevel noget chokerede, da min morfar en dag listigt afslørede, at mormor havde købt frækt undertøj hos Pæ Åhnen!!! For mormor plejede lissom i en alder af langt over +80 at gå med laksefarvede mammelukker- altså dem med elastik foroven og midt på låret, som de tækkeligt dækkede. Og nu havde hun altså købt frækt undertøj! Hun måtte helt enkelt ind og hente løjerne, for familien kunne ikke føre en normal samtale, før der kom vished. Og ind kom min mormor med mammelukker….i skidenbrunt. Min morfar var ved at falde ned af stolen af grin. Jo Pæ Åhnen vidste, hvad der rørte sig inderst inde blandt øens fasionistas.

Det er det, de vil ha’!
Når man kom ind i hans forretning og efterspurgte en eller anden vare, fandt man hurtigt ud af, at han – mere end nogen anden-  var nede med fashion allerede i de sene 60′ere. På trods af hans høje alder. Han havde sin tykke finger direkte på pulsen.

“Det fører vi ikke!”, sagde han simpelthen uden nogen form for beklagelse- (og det var sgu uanset, hvad man spurgte om). Hvorefter han med sans for kundeservice som en vingeskudt krage hev et eller andet forfærdeligt tekstil frem fra en støvet hylde, smækkede det på disken og sagde: ” Det er DET, de vil ha’!”  Altså kunderne. Og det stod ikke til diskussion. Skulle der opstå tvivl hos kunden, satte Pæ Åhnen trumf på: “Dem sælger vi mange af!”. Hvorefter han spurgte hvad størrelse, det skulle være og begyndte at pakke varen! Man kunne med andre ord besøge ham med et spinkelt ønske om jeans og i ren og skær befippelse komme ud med en spinlon nederdel!

Den gode mand er død og borte. Men hans sikre stil er udødeliggjort af min familie, der ofte citerer de legendariske ord, når vi passerer bakken, hvor hans forretning lå.

Ekstra Bladet
Og der er fannermig ikke langt fra Pæ Åhnen til Ekstra Bladet. Ekstra Bladet ved nemlig, at læserne vil se Thorning og Løkke uden tøj på! DET ER DET, DE VIL HA’!  På den anden side viser Ekstra Bladet både dansk politik og annoncesalg på det niveau, det længe har været på. Så dellefed Statsminister uden tøj – og med uskyldigt barn???!- skal få annoncørerne til at hoste op med de tiltrængte annoncekroner. Hvordan man lige på Ekstra Bladet er kommet frem til den ligning, aner jeg ikke. Men jeg har så heller aldrig forstået at damer på kølere skulle kunne sælge biler.

Ka’ du mærke trangen
Faktisk frygter jeg i skrivende stund, at jeg fuldstændig må være gået glip af et salgstrick! Hvis der ikke er tøj på, må det jo være fordi det sælger langt ud over almindelig fatteevne!!! Derfor laver jeg nu et fuldstændig videnskabeligt forsøg. Og afventer ordrene på illustrationer vælte ind, så snart indlægget her er uploaded. Værsgo- her er det!!!!

Nu er det bare med at mærke efter, hvordan du øjeblikkeligt får lyst til at købe karikaturer af samtlige dine kolleger, familiemedlemmer ud i 5. led samt alle børnenes venner. Sig mig, kan du ikke allerede mærke, hvordan det rykker og slider i dig for at bestille!

Jo, jeg tror sgu , man har fat i en lang ende.

Til gengæld kan jeg da (i modsætning til Ekstra Bladets praksis) gøre opmærksom på, at der er tale om et stærkt retoucheret billede.

Jeg ser slet ikkeså tvivlende ud i virkeligheden.

(C) Linda Gil 2011

Faldt over en artikel forleden på dr.dk med passager som denne:

” Hvis du gik og troede, at Hitlers “Mein Kampf” eller Peter Lundins selvbiografi var mindre smart at have stående fremme på reolen, kan du godt tro om igen.

Det er helt andre ting, der karakteriserer de bøger, du bør holde dig fra. I hvert fald hvis man spørger tre af Danmarks litteratureksperter….
Litteraturanmelder ved Weekendavisen, Klaus Rothstein, mener for det første, at det er en god ide, at opsige sit bogklubsabonnement og udskifte Penguin Classic bøgerne med andre versioner af Dostojevski og Brönte. Gode bøger i dårlige udgaver er, ifølge Rothstein, det værste man kan have stående på reolen.

- Udstyret skal være i orden, siger han og fortsætter:

- ellers er det udtryk for, at man ikke har en selvstændig smag eller har truffet et selvstændigt valg over for litteraturen. Man læser bare, hvad man får tilsendt, påpeger Klaus Rothstein.

Værst er det dog, hvis han ser en reol pakket med religiøse selvhjælps-mangement-bøger, hvor man skal leve efter bøgernes holistiske principper.

Derimod ser han gerne Hitlers “Mein Kampf” (vel at mærke i en ordentlig indpakning) på bogreolen ” ( fra dr.dk kultursektion 05. aug. 2011).

Jeg får det helt dårligt…. Tænk at have brug for at lytte efter “eksperter” for at vide, hvad der er RIGTIGT at kunne lide er jo fuldstændig ovre i robotklassen af eksistens!

Sofabordet
Måske reagerer jeg så voldsomt, fordi jeg under læsningen af artiklen bl.a. kom til at huske en aften, hvor jeg i privat regi var inviteret på middag hos et meget kendt, dansk par i millionklassen. Det var et besøg, der på mange måder gjorde indtryk for her var sgu økonomisk succes på display. (Og som kæmpende kunstner under dansk skattetryk var jeg jo SLET ikke hverken misundelig eller duperet ved første indtryk, vel?!). Men blandt alle oplevelserne sneg et af elementerne sig længere ind under huden end de andre: Sofabordet.

Her lå der stabler af flotte bøger til skue. Det tog mig ikke længe at se, at det var de rigtige. Spritnye udgivelser af denne og hin hippe forfatter, frisk fra forlaget. Tykke bind- og der var mange. Som kunstner kunne jeg regne nogenlunde nøjagtigt ud, hvor længe det havde taget at få den stak til at ligge præcist. Hvor mange overvejelser, det har taget værtinden at få kompositionen til at ligne en tilfældighed og en stabel bøger som værterne var in progress med at læse. Jeg kan huske, at stablen gjorde et indtryk, kan bare ikke huske hvilket. Nå jo- jeg tror strejftanken var, at jeg måtte være skidedum, outdated… der lå med andre ord en lille intimiderende parantes i tableauet. Som selvfølgelig dog kun kunne opfattes af en gæst, der ikke havde været ude og bruge en formue på et lignende display.

Ordblind
Aftenen skrider frem og jeg opnår en vis fortrolighed med værtinden, mens der blev røget Havanna cigarer, drukket cognac og spillet skak i de tilstødende saloner blandt herrerne. Så vi kvinder sidder der og sludrer og har fundet et lille hjørne på det store propfulde bogbord at afsætte vinglassene.

Under samtalen går det op for mig, at husets frue intelligensmæssigt følte sig meget underlegen i forhold til partneren, der er kendt for at have en meget høj IQ. Det var vanskeligt for hende at følge med, når hun skulle sætte sig ind i sager af fælles interesse for parret såsom retssager, juridiske papirer etc., hvilket jeg havde en dyb forståelse for. Det må helt enkelt have været en dødubehagelig kamp for hende at skulle forstille sig på den måde hele tiden. For selvfølgelig blev det af partneren forventet, at hun kunne læse og forstå.

Vi talte videre og det gik efter et stykke tid op for mig, at hendes søn faktisk var ordblind og havde store, personlige problemer. Som hun ikke kunne hjælpe ham særligt med ( underforstået: Hun led selv af det samme problem). Det surrealistiske var at hele samtalen foregik foran det her bord med de RIGTIGE bøger på.

Da jeg kender mennesker, som har viet deres liv til at afhjælpe ordblindhed og gør det med stor effektivitet, tilbød jeg hende og sønnen kontakter til at lære at læse. Tanken om, hvordan hun måtte lide i det daglige med problemet her i netop denne par konstellation, gjorde mig helt dårlig på hendes vegne.

Varm luft
Men her fik værtinden travt med at skifte emne og hælde ny vin op – og længere kom vi aldrig. Hellere have de rigtige bøger på sofabordet til skue som potensforlænger og illusion, end at kæmpe sig frem til også at kunne L-Æ-S-E dem. Og måske i tilgift føle sig mindre underlegen i sit liv.

Senere kunne jeg i kulørte blade se, at hendes løsning var at lade sig skille og finde en ny, rig mand. Jeg er dog ret sikker på, hun stadig ikke kan læse- og at hun stadig følger med i artikler som den herover for at skjule det.

Da jeg forlod det smukke hjem, følte jeg mig på en trist måde mindre dum. Men mere rig, end da jeg ankom, hvor jeg lod mig dupere af de mange købte illusioner.  Hvad der skuffede var selvfølgelig, at der ikke var mod til at fylde illusionen med andet end varm luft, det skal ikke være nogen hemmelighed. Men vi vælger jo selv vore kors og klamrer os til dem som gjaldt det livet- selv hvis vi ku’ slippe bare et enkelt. Og det er jo et frit valg!

Røgslør
Så sådan en artikel om hvad der skal stå på reolen, gir’ jo mig lyst til at kaste op af vildt mange årsager. Jeg er tæt på at være sikker på, at der bag mange bogreoler med RIGTIGE bøger, gemmer sig lignende personlige tragedier. Det eneste rigtige spørgsmål at stille foran sådan et bogdisplay er jo : “ Hvad er dit problem i livet?”- groft sagt. Når man i den grad har brug for at vise, at man har en “selvstændig smag” og har “truffet et selvstændigt valg” omkring sine bøger ( jvnf. hr. Rothstein herover) er det jo i den grad et råb om hjælp= man kan ikke tænke selv. Man aner ikke, hvad man kan lide; man kan lide det, der er “rigtigt” at kunne lide. Og i øjeblikket opfordres man altså så til at kunne lide Hitler ( af kulturhistoriske årsager, selvfølgelig….).

Jamen så har norske hr. Breivik jo da ihvertfald ifølge tidens danske litteraturanmeldere haft de rigtige bøger liggende fremme, ikke sandt!

Er der en blonde?
Han ku’ måske have haft større glæde af at læse bare en enkelt af de selvhjælpsbøger, som eksperterne nu dømmer last year?

Men nu er det last year at ville forbedre sig selv og forsøge at finde en større sammenhæng at forholde sig til. Og this year at læse op på morderes biografier.

Flot.

Vi er “moderne, selvstændigt tænkende mennesker” i Danmark – som er ekstra this year, hvis vi lidt ekstremt sørger for at have “kant” på vores valg – for signalets skyld.

Get a life.

**********
De retoucherede vignetter stammer fra en plakat for en anti-rygekampagne for Kræftens Bekæmpelse/ Tandlægeforeningen, som jeg illustrerede for mange år siden. Vi kender vel alle historien om Rottefængeren fra Hammel? Han passer her.

(C) Linda Gil 2011

Se der er vel sådan set ikke noget at sige til, at USA på alle måder er kommet i krise. Vi har ihvertfald grinet os gennem dette billede, som jeg har sendt til alle danske kvinder med humor, som jeg kender. For det er altså sådan, at i Florida- jamen der er det sådan et særsyn, at man helt enkelt sætter store skilte op langs vejen, når det her forekommer:

I ½ år har jeg  gjort mig store anstrengelser for at få et glimt af disse arbejdende mænd.
JEG HAR ENDNU IKKE SET NOGEN!!!

(C) Linda Gil 2011

Når man bosætter sig i et nyt land for en periode, er der visse ting som falder mere i øjnene end andre.
Sådan gik det til, at jeg begyndte at samle på kager i Florida. Altså BILLEDER af dem. For ingen kan vel med fuldt alvor sætte tænderne i så mange E-numre? 3. gang jeg købte ind, måtte danskeren vantro spørge bageren om kagerne rent faktisk var spiselige…
og det var de da. Som kreativ kunne jeg kun beundre iderigdommen, der dagligt satte kulør på tilværelsen året rundt og i alle årstiders temaer. VELBEKOMME!

Men man KAN ikke tale E-numre uden at afslutte med GELE-RANDEN!
Og her er den- nu i regnbuefarver….

Så kan der altså godt blive brug for mundskyl. Og som du ser, er det altså ikke hver dag en dansker oplever mundskyld solgt i LITER.
3-pak var der sgu også…

(C) Linda Gil 2011

Der er ikke sket noget på min blog rigtig længe, fordi jeg har fejret mit 25 års jubilæum som freelance tegner i Florida. Tegnebrættet var med og når der ikke blev arbejdet for mine danske kunder, var der vidunderlige solnedgange at kigge på. Og med de himle er der jo ikke noget at sige til, at de planlagte 3 mdr. ophold trak ud til ½ år:O) Se blot:

Dette vidunderlige billede kunne jeg ikke lade være med at tage. I Danmark er det jo normalt måger, der svømmer efter fiskerbådene. I Florida er det selvfølgelig pelikaner…

Billedet her måtte tages. Rimfrost er ikke lige det, man forbinder med Florida- ikke desto mindre var det, hvad vi kunne opleve sidst i december. Og da ingen i Danmark troede på det, måtte der selvfølgelig bevisførelse til… Så jeg har altså også prøvet at køre med handsker i Florida!

Florida er kendt for sine tordenstorme og jeg er meget glad for billedet her, er beskriver den dramatik, der er omkring vejret.

(C) Linda Gil 2011