Hovedtræk

Jeg kendte ikke Kim, men det kom jeg til forleden, hvor vi underholdt på samme kongress.
Han er en dansk violinist, der kendt for stor musikalsk alsidighed og teknisk overskud ( se wikipedia) Og det skal jeg love for. Hold op for en kontrol, han har over sin kunst og sit instrument.

På et tidspunkt under hans optræden slog det mig pludselig: Man kunne høre en knappenål falde til jorden blandt de ca. 200 gæster, da han fremførte et af sine numre med en sjæl, som jeg faktisk aldrig har oplevet tidligere. Uden andre falbelader end sig selv og sit instrument skabte han rigtig store følelser. Jeg blev varm om hjertet og stolt over det, kunstnere kan. Sjøgren viste det lige der. Det var smukt som det budskab, han efterlod publikum med- nemlig at musik er et internationalt sprog, der går på tværs af alle grænser og samler mennesker uanset hvilken nationalitet, de har. Så lad os samles. Og nyde mere musik sammen, opfordrede han inderligt.

Jule cd’en
Kim blev så glad for denne karikatur + den som min søde kollega forærede ham bagefter på vegne af vores kunde, at han øjeblikkeligt kvitterede med sin jule cd. Og den har jeg nu hørt, hvilket gir’ mig anledning til i sandhed at hylde Kims talent. Jeg er IKKE et julemenneske, og julens sange hænger mig faktisk en kende ud af halsen. Men Kims evne til at formidle alle disse gamle sange gjorde, at jeg pludselig sad og fandt dem smukke. Jeg….nynnede med. Og visse steder hev Sjøgren klumpen frem i halsen alene pga. hans enorme talent og indleven. Og så på violin- som heller ikke er “mit” instrument. For mig blev det ikke større, dette er ypperlig kunst, intet mindre. 

Folkedans
Samtidig spillede han en del numre, der fik den gamle film til at danse over min nethinde med længst forsvundne minder fra en fjern barndom, hvor der faktisk indgik folkedans (!). Et helt lille afsnit af ens liv og opdragelse, der er gået i glemmebogen, men som her blev hevet frem og pludselig fyldte hjertet med varme.
Gud, hvor jeg hadede ret mange ting, jeg måtte igennem som barn ( herunder folkedans). Og Gud, hvor sad jeg og blev taknemmelig for min mor, der har sørget for, at jeg alligevel lærte at forstå og kende disse ting. Sådan at  jeg nu var i stand til at nynne med, blive i forbandet godt humør og slå takten veloplagt med foden. Til stor forbløffelse for min kæreste, der måske ikke præcis læser mig som inkarneret folkedanser til daglig…

Uanset om man er til det ene eller det andet ( og jeg er ikke til nogen af delene!), så und dig selv at opleve Kim Sjøgren, når du får muligheden. Han kan noget med en violin, man ikke troede var muligt:
Fx. at røre dig direkte i sjælen.

Lise er en fantastisk kompetent og outgoing kvinde, jeg har lært at kende i de år, hvor jeg tegnede meget for reklamebureauer. Ihvertfald mødte jeg Lise på en opgave for en fælles kunde. Vi producerede igennem Lises fantastiske bureau Punch Design en del brochurer sammen.  GREAT FUN! Lise er et amerikansk multitalent og hun kan bare alt! Vi har holdt kontakten, meget er sket gennem årene og Lise har senest fået en cappuchinomaskine, som jeg på et tidspunkt fik den store fornøjelse at tjekke kaffen fra…

Det måtte kvitteres- SNART- blev vi enige om. Og så gik der noget nær et år… før jeg hev Lise til mit atelier. Hvor jeg ku’ byde på lunken kaffe, suk. Lise rev en værtindegave op ad lommen, jeg ikke helt havde set komme: ÆGTE ROSENVAND. PÅ EGET LABEL! Her ligger den ved siden af min kompensation for kaffen ( he, he):

Den duftede helt guddommeligt og det var som at stå midt i min mormors rosebusk igen altså. Og det var den ægte vare, ikke essens eller hvad det alt sammen hedder. Benovet spurgte jeg, hvad hun havde gang i.

Kemikaliefrie cremer
Så kan det ellers nok være at både tid og kage fik ben at gå på, mens Lise fortalte historien om, hvordan hun som totalt almindelig forbruger kom til at lave sin egen make-up. Fordi hun fik kedelige reaktioner af kemisk kosmetik. Derfor var hun begyndt at undersøge, hvad kosmetikindustrien rent faktisk putter i alle de dyre ( og billige) cremer.

Egentlig er det åndssvagt at måbe. Men jeg har aldrig tænkt på, man kan lave sin egen make-up, cremer osv. Det tror jeg heller ikke, mange andre kvinder har. Make-up er noget, man køber lissom… Faktisk troede jeg ikke på kvaliteten af naturlig make-up, før hun hev grejet af tasken og viste mig lipliners og øjenskygge, der både i kvalitet og konsistens så ud somom de var taget direkte fra dyre labels! Da hun begyndte at snakke om, at hun skam da blandede sine egne farver, havde hun tegneren i sin hule hånd:O)

Lise har helt enkelt fundet en passion for naturlig makeup og cremer, og jeg må sige, den smittede.  Jeg var et par kilo klogere på kemi og fusk i makeup industrien, da hun var gået. Nu kan jeg sige “hydrosol” og NÆSTEN vide, hvad det betyder ha ha. LisaLise producerer ikke makeup til andre, det er en alt for tidskrævende process. Det anbefaler hun, man laver selv, og hun har en masse tips der. Til gengæld producerer firmaet “creme on demand”, vil jeg næsten kalde det. Man kan kontakte dem og efter en snak med Lise få designet cremen, der passer fuldstændig til ens behov. Og den er simpelthen håndrørt- jeg mener: Har jeg set The Lab eller har jeg set The Lab?!

Besøget og bloggen
Jeg blev så inspireret, at jeg bare MÅTTE besøge The Lab, hvor Lise håndfremstiller sine vidunderlige produkter. Da Lise ovenikøbet hævdede, at min datter kunne fremstille sin egen foundation, var det afgjort: Min datter ville med! Og her er en af de smukke ting, vi så:

Nu dufter min datter af appelsinblomst og jeg af rosenbusk. På mine stærkt hærgede og toptørre tegneralbuer kæmper LisaLise’s 100% organic “Super Soft Body Butter” for igen at gøre dem præsentable. Jeg tror endda, den allerede virker…( Guuud, de er sgu da helt babybløde!!!!)

Lise blev heldigvis inspireret af min spontane måben: Hun startede simpelthen en blog om naturlig kosmetik, og jeg kan godt forstå, hun allerede får fanpost og stærkt interesse. 

Idag læser Lise makeup krukkers indholdsfortegnelser som vi andre læser kriminalromaner. På hendes skønne blog kan du læse hvorfor….
http://lisepunch.blogspot.com/search/label/Make-up
http://www.lisalise.com/

“”Buoyed Up” , Andrew Crisp (C) 2010
Wood and gold metal leaf. Width 46.5 cm x Height 34 cm x Depth 22 cm

Andrew er sindssygt talentfuld.

Han har bl.a. arbejdet for Egmont på en Canadisk/ fransk/ dansk dukkefilmsproduktion, der som serie handlede om en bamsefamilie. Her byggede han bl.a. miniaturemodeller af al bamserne mad. Han har arbejdet med Thomas Vinterberg i filmen “It’s all about love”, der premierede i 2003 på Sundance Filmfestival. Noget af det første man ser i filmen er Andrews arbejde: En kæmpe kugle med sne, der daler over en skøjteprinsesse.
Man ku’ blive ved- men det taler han ikke om, Andrew…

“Linda Gil”, Andrew Crisp (C) 2000
Claymodel

Han har faktisk også bygget mig… Modellen er bygget efter min yndlingskarikatur af mig, tegnet af kollegaen Viveca. I UK, hvor Andrew kommer fra, gjorde reklamebureauer stor brug af claymodels i reklame og han har bygget rigtig mange der, før han kom til Danmark. Leret, han bruger, skal i ovnen for at hærde ved høj varme. Så jeg havde en bizar oplevelse en dag, jeg besøgte hans køkken. Han var ikke selv hjemme, men jeg ku’ se, han havde noget i ovnen, så jeg åbnede lågen på klem. Og stirrede på ….MIG SELV! Det fik mig sådan til at grine, at jeg lavede en kæmpe taleboble med ordet “Heeeeelp!” på, som der stak ud fra lågen, da han kom hjem:O)

Modellens hår er iøvrigt ægte hestehår- og det passer sgu meget godt med originalens hårvækst…

“Burhøne”, Andrew Crisp (C) 2009
Hønsenet, bladguld

Andrew elsker høns og her har han bygget sin egen høne. Han har vist flere planer med den -( noget med en låge i vingen eller noget)

“Fragment- fish”, Andrew Crisp (C) 2008
Asfalt, akryl

Han har lavet en helt fantastisk serie malerier, som han blev inspireret til, da han hjalp med at rive et tag ned. Et af de der hæslige asfalttage. Men brudstykker af taget tog han med hjem og skabte fuldstændigt synsbedrag på dem. De er så 3D, at man tror, dyrene står ovenpå og mange af værkerne er revet væk af begejstrede købere.

Jeg kunne skrive RIGTIG meget om denne kunstner, som jeg er en stor beundrer af. Han har samtidig støttet mig i tykt og ( mest!) tyndt de sidste 11 år, og jeg er ham dybt taknemmelig. I 2000 malede jeg billedet “Bastet”, der beskriver min glæde for ham. Bastet er den ægyptiske gud for venskab og kærlighed, og hvis du bruger din mus, finder du maleriet her.

Andrew Crisp er i gang med at opbygge en ny hjemmeside, hvor man heldigvis allerede kan se nogen af hans fantastiske værker.
Besøg ham på www.crispart.dk 

Fotograf Anna Mazza stillede sig selv udfordringen at finde fotos til et af mine digte fra forestillingen Sjæletråde. Anna oplevede første gang forestillingen ekstra stærkt, fordi hun pludselig oplevede skønheden i det danske sprog og fik helt lyst til at lære det bedre, da hun hørte mig recitere digte på dansk. Men her havde hun altså lyst til at illustrere et digt, og jeg syntes det var et spændende projekt, så hun fik et digt ar arbejde med!

I fødselsdagsgave fik jeg et lille hæfte med de dejligste billeder- sammen med digtet “Beslutning”.
Herover et lille snit af oplevelserne. Andrew Crisp har oversat digtet til engelsk, og Ivan Watson spiller piano undervejs – for jeg kunne slet ikke lade være med at sætte det på You Tube, så flere kan opleve arbejdet. På videoen følger digtet på dansk til sidst:

http://www.youtube.com/watch?v=UytPjxi3ZLU

Besøg forestillingen Sjæletråde: http://www.lindagil.dk/Sj%E6letr%E5de/sjaeletraade.htm
Besøg Anna Mazza her: http://www.acdseeonline.com/folders_public.php?profileid=5544

Anna Mazza (C) 2010

Jeg elsker Anna Mazza’s billeder. Anna rejser i hele verden med sit kamera og burde efter min mening vinde store priser for sine værker. Anna ser naturen  med en unik sjæl og skønhed gennem sin linse. Når jeg ser hendes billeder, ved jeg, at det ikke er kameraet, men mennesket bag, der betyder alt. Teknikken er kun et middel- den poesi Anna fanger, er noget ganske andet end teknik.

Anna kalder sig amatørfotograf. Ordet “amatør” må her dække over, at hun ikke lever af det! Jeg har set mange smukke naturfotos i min tid. Men ingen andre har rørt mig som Annas. Jeg får helt enkelt tårer i øjnene og blir’ bevæget, fordi de er så fulde af skønhed og poesi. Det har jeg ikke prøvet før med fotos af blomster og natur.

Anna Mazza (C) 2010

Jeg er begejstret over, at hun nu har åbnet sine gallerier, så andre kan lade sig betage af hendes arbejde. Selv er hun ganske overrasket over, at hendes billeder lynhurtigt er strøget til tops som de mest beundrede på websiden.
Jeg ved, hvad hun mener: Rigtig mange kunstnere aner ikke, at det, de kan er unikt. De tror, det er noget “alle” kan.

Når man ser hendes fotografier skal man vide, at de ikke er billedbehandlet. Den overvejende del af hendes fotografier fremstår ubehandlede.

Nyd Annas arbejde her( og giv hende den ros, hun fortjener): http://www.acdseeonline.com/folders_public.php?profileid=5544

Jeg lærte Otto at kende ved et tilfælde.
Grafiker Mo Zwiefelhofer skulle i sit bureau i Sweitz bruge nogen legemshøje figurer af mennesker fra alle nationaliteter til opsætning i et hotel. I København var hun faldet over en sjælden bog med dragter fra hele verden, og med stor møje havde hun fundet frem til illustratoren Otto Frello, der boede i indre by. Jeg blev nu sendt hen til manden som kurer. Jeg anede intet om manden, og havde ingen ide om den talentmasse, der ventede mig.

Alene hans vidunderlige hus var en oplevelse. Når du lukker døren bag dig, sværger jeg at du kan høre historien. Du hører de hestevogne, der har passeret, stemmerne der er forstummet, alt sidder i disse smukke mure. Otto Frello tog venligt imod mig og en rejse ind i hans univers begyndte. Jeg har aldrig set noget lignende…

Han fortalte mig dengang, at efter hans arbejde med bøger for Politiken, havde han tegnet alt. Han var nødt til at lægge det fra sig og gå over i maleriet. Når man ser hans enorme arbejde, forstår man hvad han taler om: Der er helt enkelt intet tilbage at udforske som illustrator! Han har tegnet en bog med alle ædelsten i verden, en bog om alle dragter i verden og en bog om møbler- for ikke at nævne alt det andet. Men det her var nok for mig, jeg kunne helt enkelt ikke få luft:O)

Da han efterfølgende tog mig ind i sin malerkunst, forsvandt jeg i hans verden og har været væk siden. Lige som alle andre, der er så heldige at møde hans arbejde og univers, der er ufattelig spirituelt. Jeg er ret sikker på, han ikke selv opfatter det sådan, han er i det hele taget meget afslappet omkring sine værker, fandt jeg. Hvilket man ser i hans titler…

Jeg var så heldig at møde ham et par gange. Derhjemme talte jeg så meget om ham, at min lille datter ville møde ham. Han tog venligt imod min familie, der som jeg forsvandt fuldstændig i hans kunst. Vi fik lov at se hele hans smukke hus, og mødet står som noget helt specielt- som en smeltedigel af historie, vingesus og talent. På det tidspunkt boede vi netop omkring Højbro Plads, som han har lavet et af sine største værker fra ( synes jeg).  Måden, han har beskrevet historien på og besjælet den, siger mig forfærdelig meget. Værket ved siden af forestiller så vidt jeg husker hans søn, og det er også et af de storslåede arbejder.

Mange- rigtig mange- år senere besøgte Zwiefelhofer København igen. Hun kom stakåndet hjem til mig efter en tur i city og jeg kunne se på hende, hun havde fundet en decideret skat. Netop en dag var hun nemlig faret vild, og var landet foran den kirke, hvor samtlige Frellos værker var samlet i en udstilling. Formodentlig både for første og sidste gang! Hun havde sågar hilst på ham efter alle disse år! Hun hev mig med derhen.

Det er sjældent, jeg har den slags oplevelser. Men her trådte jeg ind i kirken og blev komplet overvældet af skønhed. Tårerne løb ned ad kinderne på mig og vi var begge stærkt bevægede. At se alle hans værker samlet og i så smukt et rum, var stærkt. Vi brugte mange timer der og fandt endda værker, vi ikke kendte. Vi fik et glimt af Frello i hans skønne arbejdskittel. Men han var denne dag i dyb samtale med en af sine mange beundrere, så jeg nøjedes med at nyde hans tilstedeværelse.

Du ved sikkert, at Varde Museum, har en hel permanent afdeling med hans værker. Se dem- for Guds skyld: http://vardemuseum.dk/dk.php/museer/varde_museum/