Hovedtræk

Jeg har jo som professionel karikaturtegner tegnet mange tusinde ansigter live.
Hvor lærer man sådan noget? By doing. Men hos mig kan deltagere nu lære det. Jeg har ihvertfald lavet en teambuilding for virksomheder, og den udvikler sig til en oplevelse, man ikke lige havde regnet med. Man undervises her af en tegner, der er dygtig nok til at have levet professionelt af det siden 1998. Her tegner vi med andre ord for at lære noget. 

Det er en workshop, der egner sig til eksport- jeg har med andre ord rejst i landet med den og gør det gerne igen.

Kritik
Der lå i starten ikke nogen dybere tanker bag denne workshop- det kom der til  gengæld, da den først var lavet og leveret. Man tænker ikke lige over det, men mennesket starter faktisk med at tegne. Og hvad tegner det? Ofte ansigtet- det forsøger at tegne noget, der ligner noget. Og så er det muligt den lille selv er stolt af sit værk. Det er muligt, at dette lille menneske er særligt hårdhudet, og derfor ikke hører de kommentarer, værket får. Men der eksisterer rigtig mange ækle fædre, mødre, onkler, tanter, søskende og lærere, der på den ene eller den anden måde langsomt får vristet blyanten fra det unge menneske. Gennem kritik, nedladende kommentarer, ignorering og meget andet. Langt de fleste lægger forsøget på at være kreativ fra sig meget tidligt i livet, og mister troen på, de kan. Måske forsøger de i det skjulte- de fleste gir’ op. Men drømmen om at kunne få noget til at ligne noget er intakt og det er den, jeg arbejder med i denne workshop.

De store følelser
Der er uendelig voldsomme følelser forbundet med det at tegne. Folk fåruden at overdrive tyndskid og koldsved ved tanken. De “ved” jo, de ikke kan. Af den grund, holder arrangøren som regel – efter mit råd- indholdet hemmeligt, indtil vi starter sådan en workshop her. Dem, der har kraftigst lyst til at flygte skrigende væk, er som regel også dem, der har oplevet de største nederlag – og dem VIL jeg have oplever det her!!!

Alligevel kan jeg ikke lade være med at drille deltagerne kærligt i min introduktion. (Det kan man så kun tillade sig, når man ved at det vantro, introen gir’, vendes til realitet på lyntid…). Jeg starter ihvertfald med at fortælle deltagerne, at de om 3 timer både har lært at tegne et ansigt, har tegnet et naturalistisk portræt, en ægte karikatur OG malet et portræt af en kollega- der ligner. Ansigtet er det sværeste, man overhovedet kan gå i gang med overhovedet, fortæller jeg, og at tegne det forfra er sværest. Og alt det er, hvad vi skal lave… Mens deltagerne besvimer og får koldsved, smiler jeg djævelsk.  Workshoppen er i gang.

Deltagerne tror selvfølgelig, jeg er sindssyg og fuld af løgn. Men 3 timer senere kigger folk sig tilbage over skulderen på den imponerende produktion og sir’ “DET var li’ godt satans!”. Som underviser er jeg faktisk selv hver gang næsten lige så overrasket over at det lykkedes for alle- men også kun næsten.

Det kan ikke lade sig gøre!
Jeg er uendelig glad for, jeg ikke forud for NOGEN af mine workshops har talt med nogen “eksperter” om indholdet. På den måde har jeg aldrig været klar over, at det, mine deltagere laver på disse teambuildings ikke kan lade sig gøre.  Men det har jeg en universitetsuddannet kunststuderendes ord for, og jeg er så glad for, jeg ikke vidste, det var umuligt…  Hun nægtede faktisk at tro på, at deltagere kunne producere fuldt færdige malerier ( læs om mine Kunstworkshops) eller kunne opnå lighed i ansigter på 3 timer. Jeg var nødt til at bede hende tjekke produkterne efter hele to workshops for at beskue resultaterne.

Handlingslammet
Det fik mig til at filosofere en smule over tanke kontra action. Jeg har mødt en del mennesker, der er uddannede i kunst. Jeg er autodidakt, men er tit den eneste i disse selskaber, der lever af min kreativitet. Jeg tror, man kan blive fyldt med så meget signifikans, at man begynder at tænke for meget. Gøren bliver til noget, der først må analyseres, før det kan udføres. Inden man er færdig med disse udregninger, er toget kørt og man er blevet “ekspert” eller kunstkritiker i stedet for at skabe.

I denne workshop kan man sige, deltagerne tvinges ud over dette niveau, for der er helt enkelt ikke tid til at tænke. Og fordi de ikke har tid til at tænke, GØR de. De lægger slet ikke mærke til, hvad de har gjort, før de vender sig om på vej ud af workshoppen.

At se
Der sker faktisk noget, når folk kigger på hinanden, det er højst besynderligt. Når man kigger på hinanden for at SE. Måske er det i virkeligheden endda det magiske øjeblik, der gør at jeg er fortsat som karikaturtegner. For når der sætter sig et menneske overfor mig sker der noget. Pludselig finder jeg noget at holde af. Pludselig finder jeg noget, der er SMUKT! Inden jeg får set mig om, sidder jeg nærmest og og blir’ hamrende forelsket i det liv, der sidder overfor mig. Det er virkelig magisk.

Det samme sker for mange deltagere, selvom de jo udmærket ved, hvordan kollegerne ser ud. Vi tror, vi ser. Rigtig mange opdager dog, at DET GØR DE FATISK IKKE! Pludselig opdager nogen, at hende nede fra regnskab simpelthen har de smukkeste øjne inde bag de mørke briller. Eller at produktionschefen har de frækkeste smilehuller. Det kan være en højst besynderlig oplevelse pludselig at se hinanden.

Modeller, der skal karikaturtegnes, ses. Man er nødt til at være tilstede i nuet, ellers går tolkningen helt galt. Og her finder man som karikaturtegner, at der findes vitterligt mennesker, som aldrig er blevet set! Især mænd. Mænd er det mest oversete, der findes, kan jeg godt afsløre. De mange, der rødmer foran mig, gør det kun fordi jeg SER dem. Så nogengange vælger jeg at kigge ekstra længe. Jeg tror det er vigtigt at blive set, ikke bare noteret….

Se verden som den er
At tro, man ser dem, man kender godt, er ikke noget, der kun er forbeholdt andre. Jeg fik selv en skræmmende oplevelse et godt stykke inde i min karierre som karikaturtegner, da jeg besluttede at give en gammel ven en livetegning i fødselsdagsgave. Jeg vidste jo, hvordan han så ud for pokker, og da jeg kom til festen direkte fra en opgave, måtte det her blive min gave- en smal sag! Lige indtil han satte sig og jeg så på ham- det var faktisk et shock. Han så jo slet ikke sådan ud, som jeg FORESTILLEDE MIG!!!

Derfor så karikaturen til min skræk heller ikke ud, som jeg havde forestillet mig den ville hjemmefra. Jeg var faktisk dybt skuffet over mit arbejde og det gik mig på. Jeg undskyldte. Ringede brødebetynget op næste dag og tilbød den stakkels ven at få lavet en ny karikatur. Og der blev det fortryllende, for det ville han ikke ha’! Han havde kigget på den længe og havde erkendt, at det var sådan det var. Sådan så han jo ud og han skulle fa’me ikke ha’ en ny. Jeg var faktisk lidt fortvivlet og forstod ingenting. Indtil det gik op for mig, at det er sådan, det er: Den verden, vi er vant til, holder vi op med at anstrenge os med fortsat at kigge aktivt på.

Hvis det forholder sig sådan, er der nærmest ikke noget at sige til, at det kan gå skævt både i forhold, samarbejde, i erhvervslivet og i verden. Hvis man fortsat skal kunne styre sin lille del af verden, må man se verden som den er. Ikke som man tror den er. Hvis andre end jeg ender i sådan nogen tanker efter en Ansigtsworshop, er det skønt, men ikke garanteret. Det er til gengæld garanteret, at man lærer teknikker til at tegne ansigter med, og at det er skægt at få øje på sine kolleger!

Den første månelanding!
Så selvom det er skideskægt på denne workshop, rører det faktisk ved nogen dybere aspekter, som jeg ikke lige umiddelbart havde forholdt mig til, da den blev udviklet:O) Men det gør det bestemt ikke hverken mindre underholdende, brugbart eller lærerigt for deltagerne at tankerne er tænkt. Værkerne skaber en masse forøget kommunikation og kontakt mellem mennesker i de virksomheder, de hænger i, for de er jo totalt morsomme.

Når man ser dem, skal man lige huske på een ting: De er lavet af deltagere, der ved ankomst 3 timer tidligere kunne tegne tændstikmænd. Det, du kigger på, svarer til den første månelanding. Intet mindre. Jeg synes, deltagerne er SINDSSYGT dygtige!!!
Er det ikke vildt?